Sicilien er indbegrebet af sydens sol hvor citruslunde, mandeltræer og endeløse bølgende marker med oliventræer og vinranker former øens landskab. Øen er Middelhavets største og den aktive vulkan Etna spyder hyppigt ild og aske mens sicilianerne roligt lever ved dens fod og holder øje med den lunefulde kæmpes aktiviteter.
I de senere årtier er Sicilien blevet mødt af mange indvandrere og bådflygtninge, som tager den farefulde vej over Middelhavet fra Nordafrika. Selvom der er delte meninger om de nytilkomne, mærker man, at sicilianerne om nogen forstår de tilrejsendes situation. Gennem tusinder af år har en lang række folkeslag slået sig ned på øen. Sicilianerne har alle blod og dna fra de folk der blev længst, som grækere, romere, arabere, normannere og spaniere. Øen har med disse folk været alt fra en græsk koloni og et arabisk emirat til et normannisk kongedømme og de mange kulturer og deres herskere har alle sat deres præg på øens arkitektur, byplanlægning, landbrug, madkultur og mentalitet. Sicilianerne er således vant til at byde fremmede velkomne, omend de i perioder har været domineret og undertrykt af udefrakommende. Blandingen af mange forskellige kulturer har formet et folk og en ø fuld af nuancer og kontraster.
Sicilien er en del af Il Mezzogiorno, den fattigere og mindre udviklede sydlige del af Italien. Høj arbejdsløshed pga. manglende industri og investeringer og udvandring til det øvrige Italien og udlandet er ligeså stor en del af hverdagen her som indvandringen af flygtninge. Selvom Italien har modtaget midler fra EU til at løfte øens niveau, er der flere steder langt til et moderne liv, som man finder det i Norditalien. Klimaforandringerne ses i de stadig højere varmegrader. Der er sat nye miljøvenlige initiativer iværk med grøn energi og bæredygtig turisme som skal styrke øen. Solpaneler og vindmøller skyder op, ligesom mange landmænd nu dyrker økologisk og bæredygtigt landbrug mens de lejer værelser ud til turister, og tiltrækker nye mere bevidste kunder, både nationalt og internationalt.
Under foredraget rejser vi rundt på Sicilien i ord og billeder og hører om øens nuværende udfordringer, alsidige og kontrastfulde kultur og fantastiske historie. Vi ser normannernes prægtige katedraler med forgyldte byzantinske mosaiker, siciliansk barok og græske teatre samt livet på gaden, som det leves på Sicilien i dag. Selvfølgelig kommer vi også rundt om den berygtede mafia, Siciliens akilleshæl, som trækker spor langt ind i sicilianernes politiske og sociale liv og har været afgørende for øens udvikling og inspiration for verdens øvrige mafiaer i bl.a USA og Østeuropa.
Foredrag og billeder er baseret på rejser og arbejde på Sicilien siden 2021. Jeg kommer ofte på øen, og nærer generelt en stor kærlighed til Italien, som for alvor slog rod for 20 år siden, hvor jeg arbejdede i Toscana. Siden er jeg vendt tilbage utallige gange til forskellige egne af landet.
Varighed: 2 x 45 minutter
Honorar: Gå videre til booking
Læs om mine 16 andre foredrag på dette link
På Sicilien holder jeg også højskolekurser for danskere, se mere på dette link