De 17 verdensmål – den vigtigste dagsorden - Cosmopolit
17139
portfolio_page-template-default,single,single-portfolio_page,postid-17139,ajax_fade,page_not_loaded,,transparent_content,qode-theme-ver-13.1.2,qode-theme-bridge,wpb-js-composer js-comp-ver-6.1,vc_responsive

De 17 verdensmål – den vigtigste dagsorden

I 2015 skrev samtlige verdens lande i FN under på den største og mest omsiggribende aftale, der nogensinde er indgået på verdensplan – en aftale, der gælder os alle, og som forpligter os alle.

 

Frem mod 2030 vil samtlige FN´s nationer arbejde på at løse de gigantiske sociale, økonomiske og miljømæssige udfordringer vores verden oplever i dag. Aftalen er visionær og praktisk på én gang, og sætter en dagsorden, som vi finder beskrevet i De 17 Verdensmål for en global bæredygtig udvikling. Verdensmålene repræsenterer en historisk mulighed for at udrydde ekstrem fattigdom, stabilisere vores klima, uddanne alle børn og voksne samt rydde op i affald og regenerere det miljø og dyre- og planteliv, vi er godt i gang med at udslette.

 

Lande, regeringer, kommuner, virksomheder, civile organisationer, NGO´er og ikke mindst alle vi privatpersoner har til opgave at gøre verden til et bedre og bæredygtigt sted, for at nå målene. Og det er nu vi skal handle, for vi er den første generation af menneskeheden, der mærker de direkte virkninger af klimaforandringerne – og samtidig er vi den sidste, der kan nå at gøre noget ved det, før det er for sent.

 

Som følge af global opvarmning og ulighed mellem mennesker verden over, oplever vi massive miljøkatastrofer og en stadig større mangel på livgivende ressourcer som rent drikkevand. Kigger vi fremad vil vi i 2030 være 8,5 milliarder mennesker på kloden, et langt højere antal end vi vil kunne producere mad til, hvis vi fortsætter med at gøre, som vi gør nu.

 

Verdensmålene udtrykker nødvendighed, og fordrer store ændringer. Ændringer i måden vi tænker og handler på, måden vi lever på, og måden vi ser på os selv og vores verden på.

 

Foredraget beskriver De 17 Verdensmål, og baggrunden for at vi fik dem. Vi skal høre om hvordan verdens regeringer, kommuner og virksomheder arbejder på at finde løsninger på vores fælles globale udfordringer. Derudover skal vi høre om hvordan vi selv – du og jeg, kan være med til at gøre en positiv forskel i vores egen hverdag, og medvirke til at vi kommer i mål med verdensmålene.

 

Foredrag og billeder bygger både på mine rejser rundt i verden, hvor jeg oplever konsekvenserne af klimaforandringer og social ulighed, og på mit konsulentarbejde med bæredygtig udvikling i Danmark i årene 2017-2020.

 

Varighed: 2 x 45 minutter

Honorar: gå videre til booking

Læs om mine 16 andre foredrag på dette link