Fredag er fridag og der er gedemarked i Nizwa. Bønder og hyrder driver geder, får og kvæg rundt blandt et virvar af tætpakkede interesserede købere, som byder en pris efter at have inspiceret dyrets tænder og tilstand nøje. Når handelen er slået af, kaldes til bøn i farverige moskéer, hvor imamen reciterer koranens tekster. Bønnen sluttes af med en håndfuld safrandadler, der skyldes ned med en kop hvinende sød kardemommekaffe.
I Oman på den arabiske halvø hersker fred. Alle borgere får tildelt et stykke land når de fylder 21 år, og ingen betaler indkomstskat. Uddannelse og hospitalsvæsen er gratis, og omanerne nyder en lang række friheder under et mere moderat muslimsk styre, end det man finder i nabolandet Saudi Arabien.
Bag udviklingen står nyligt afdøde Sultan Qaboos som gennem de seneste 47 år nåede at forvandle Oman fra et middelalderligt land til en moderne nation. Han opførte skoler og sygehuse, anlagde veje og hævede levestandarden for befolkningen, som nu ledes af hans fætter Haitham bin Tariq al-Said, der blev indsat som ny sultan i januar 2020.
Oman er et land af sand. Nogle af verdens største ørkener breder sig ud over landet, og omanerne samler sig i oaser og kystbyer. I ørkenen lever få hårdføre beduiner i telte. Her holder de dyrebare dromedarer i små samfund, som for tusinder af år siden, dannede centrum for en verdenshandel. Røgelse var den mest efterspurgte luksusvare i Europa, Asien og Afrika, og det var fra Oman, karavanerne udgik til resten af verden. Beduiner trak deres tungtlastede pukkeldyr tusindvis af kilometer gennem sandstorme og ekstreme varmegrader og blev stenrige af den velduftende harpiks, dronninger brugte i parfume og præster i hellige ritualer.
Set med vestlige øjne er der langt mellem mænd og kvinders rettigheder og muligheder i Oman, trods de moderne tiltag og samfundsmæssige forbedringer landet har oplevet de senere år. Alle vegne i det offentlige rum møder man mænd, som passer arbejde og holder hjulene i gang, mens kvinder oftest befinder sig hjemme bag husets mure med en større børneflok om benene, selv efter en længere skolegang.
Under foredraget rejser vi rundt i Oman, fra ørken til kyst og fra storby til beduinsamfund under ledsagelse af billeder og historier om karavaner og røgelse i oldtiden, dromedarer til en dagspris af 1 million kroner, og om livet for mænd og kvinder i dag i et velstående muslimsk land.
Foredrag og billeder er baseret på en rejse rundt i Oman i vinteren 2018-19
Varighed: 2 x 45 minutter
Honorar: Gå videre til booking
Læs om mine 14 andre foredrag på dette link