New Zealand blev fundet af maorierne. De var polynesiske opdagelsesrejsende og sejlede dertil i kano tværs over Stillehavet for 1200 år siden. Maorierne fandt et ubeboet land bestående af to store øer og en lang række små, alle dækket af tæt vegetation i et langt køligere klima end Polynesiens. De kaldte landet de fandt for Aotearoa, ”Den lange hvide skys land”. Til maoriernes forundring fandt de ingen pattedyr, og så at flere fuglearter derfor havde mistet evnen til at flyve. I stedet gik fuglene rundt på jorden og samlede deres føde uden frygt for rovdyr. Med sig i kanoen havde kvinderne en lang række grønsager og stiklinger, som de plantede i deres nye hjemland. Kokospalmer kunne de ikke få til at gro i kulden, men den søde kartoffel, kumara, er i dag én af landets lækkerbiskener.
I 1700 tallet fandt også europæiske søfarere med kaptajn James Cook ved roret øerne ved verdens ende. I kølvandet på Cooks besøg bosatte hvalfangere, guldgravere og bønder sig side om side med maorierne. Nybyggerne kom fra Storbritannien og Skandinavien i store antal. De ryddede skov og anlagde enorme kvæg- og fårefarme, arbejdede hårdt, og som resultat er der i dag 26 millioner får i New Zealand mod bare 5,1 millioner mennesker.
Både nybyggerne og rejsende i dag er enige om at New Zealand er en fryd for øjet. Snedækkede vulkaner, kilometer lange gletsjere i bjergkæder, turkisblå smeltevandssøer og dybe fjorde med bratte klippevægge hvor vandfald falder hundrede meter ned er kun noget af det der bjergtager den besøgende.
Under foredraget viser jeg billeder der gengiver landets skønhed og enestående natur. De ledsages af fortællinger om landet før og nu, og om et fantastisk gæstfrit folk derovre på den anden side af jorden.
Foredrag og billeder er baseret på en fire måneders rundrejse i New Zealand i 2015 og 2016
Varighed: 2 x 45 minutter
Honorar: gå videre til booking
Læs om mine 16 andre foredrag på dette link