Thailand - rejsen godt begyndt - Cosmopolit
603
post-template-default,single,single-post,postid-603,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,transparent_content,qode-theme-ver-13.1.2,qode-theme-bridge,wpb-js-composer js-comp-ver-6.1,vc_responsive

Thailand – rejsen godt begyndt

Thailand – rejsen godt begyndt

En blød start
Thailand er ikke mindst dejlig når man ligger og slikker sol på en ø og bare daser. Sådan startede jeg rejsen med 9 dage på Koh Tao i Siambugten, om dagen på langs på herlige strande i bugterne på øen, og om aftenen i alle mulige og umulige positurer på en yogaskole. Koh Tao er grøn og vældig kuperet, men jeg vågede mig alligevel afsted på cykel en enkelt dag. Det var dog tour de france stigninger og tropehede jeg fik til gengæld, godt fulgt på vej af mange overbærende men venlige smil fra folk der passerede let og elegant på deres scooter, med vind i håret, en afslappet holdning, jeg hurtigt kom til at misunde, og hestekræfter der egnede sig bedre til terrænet;). Yogaskolen var fantastisk, og det var godt bare at have tid til at gøre en masse langsomme bevægelser, hvilket unægtelig fik mig godt ned i gear og gav en god og afslappende start på dette år.

Meditation retreat på Koh Phangan
Turens hidtil højdepunkt er uden tvivl mit 10 dages ophold på et buddhistisk kloster, hvor jeg var på meditationskursus. Jeg havde forsøgt at forberede mig mentalt på det intensive program der ventede. Selve kurset var i stilhed og varede 7 dage. Vi blev vækket kl. 4 om morgenen. Kl 4.30 startede den første meditation, og frem til kl 21 enten sad eller gik vi og mediterede. Det blev til 11 sessioner hver dag á 45 minutter, afbrudt af lidt yoga, undervisning i teknikker og Buddhas lære, pauser og to måltider kl. henholdsvis 8.30 og allerede igen kl 11.00. I tiden herefter spiste vi ikke i godt 20 timer. Det med at undvære mad havde jeg tænkt en hel del over inden jeg meldte mig, men fik at vide at de endnu ikke havde oplevet nogen dø af sult på kurset, og det var slet ikke svært at spise mindre end ellers, som jeg havde frygtet.
Kurset bundfæller sig nu stille og roligt, og var som ventet en fuldstændig anderledes oplevelse end alt andet jeg har prøvet. Vi skulle vende øjnene indad og observere åndedrættet og de ting der opstod i forlængelse af det i syv dage, ellers intet foretage os, hvilket på mange måder var utroligt svært men også ret provokerende, når man er vandt til at foretage sig lidt mere på en dag. Jeg stod det igennem og er stolt og glad for det nu. Jeg fik også styret min nysgerrighed og lært noget om meditation og hvad det kan give, samt noget mere om hvilke byggesten kulturen i den buddhistiske del af Asien er rundet af. Vores fremragende underviser fremlagde en noget anderledes livsanskuelse end vores vesterlandske, og det skal blive spændende at holde øst og vest lidt op mod hinanden på min videre færd. Det var desuden interessant at dele en så intens og krævende oplevelse med 25 andre, uden at tale sammen. Vi måtte kun smile, og det var egentlig ikke svært. Da der pludselig sad en skorpion på én af de andre blev der dog lidt postyr og selv brød jeg tavshedsløftet et kort øjeblik, da jeg opdagede en slange nede ved vores værelser, og måtte advare de andre. Det hele foregik ude i naturen blandt kokospalmer, insekter, kryb og trivelige egern i rustikke omgivelser under spartanske forhold uden nogen form for komfort. Alligevel var jeg lykkelig for endelig at lægge mig ned på den hårde tynde madras om aftenen, og hvile ud inden vi blev vækket igen af gongongen og cikaderne længe før solopgang.

Dims café
Dim har en lille café på hovedgaden i den lille by Nang Rong i den afsides østlige del af Thailand jeg nu besøger. Dim driver cafeen sammen med sin bror, og de sidste ti år har de forsynet besøgende med te og kaffe samt Dims hjemmebagte småkager. Indrømmet, det var småkagerne der trak mig ind i deres lille café. Chokolade chip cookies og andre lækkerier er linet op på en lille disk, der vender ud mod gaden. Cafeen er mørk og man kan meget let gå forbi den, der er intet skilt udenfor, kun en befærdet gade med larm fra bilerne. Inde i det lidt dystre lokale blev jeg dog hurtigt fanget af fotografierne, der hænger alle vegne, mest af kongen og dronningen i flere aldre og afskygninger samt en række familiebilleder, men pludselig opdagede jeg et foto af Det Kongelige Teater i København. Dim blev henrykt da jeg spurgte ind til billedet, hun vidste ikke hvad det forestillede, hendes bror har bare fundet det, og synes det er smukt, og derfor hængt det op. Det var det eneste foto der ikke havde med Thailand og deres familieliv at gøre, og virkede på sin vis derfor aparte og uden for sammenhæng, samtidig var det et herligt tilfælde og et godt udgangspunkt for en snak. Jeg fortalte om billedet og vi satte os ved et bord hvor jeg fik serveret kaffe og hjemmebag. Dim taler kun lidt engelsk, hendes bror endnu mindre, men det blev til en længere snak om kongedømmets betydning i vores respektive lande, de politiske uroligheder Thailand pt. oplever og løst og fast om familiestrukturer her og hjemme, da det slår mig at ingen af de to er gift. De har begge studeret, – og nu har de så valgt at drive en café her i Isaarn provinsen, hvor de kommer fra, den mest tilbagestående del af landet, langt fra storbyernes muligheder og puls. De fortalte at det er mere normalt herude nu, at kvinder uddanner sig, og ikke nødvendigvis gifter sig, hvilket er ny viden for mig, siden jeg sidst var i Thailand for snart mange år siden. Her tilegner øst sig altså vest, så at sige, hvad familieliv og fokus på individet angår. De er glade og tilfredse i deres café, og drømmer ikke om at bruge deres liv anderledes. Jeg har tilbragt to gode eftermiddage i deres selskab, og blev endnu engang bekræftet i at tilfældige møder er ufatteligt givende, og i at vi trods kulturelle forskellige og vidt forskellige liv, ofte tænker over de samme livstemaer, uanset hvor i verden vi bor. Og, så er det er lykken her og nu bare at have tid til at smide sig i en caféstol og blive hængende til lukketid, uden at skulle særligt meget andet end bare være til og dele oplevelser og tanker med flinke og åbne mennesker.

Landevejen kalder..
August er snart gået og dermed min tid i Thailand, kan jeg se på mit visum. Efter længerevarende ophold på øerne i Siam Bugten er jeg nu på landevejen indtil midt i november. Næste destination er Cambodia og Siem Reap, hvor de meterhøje smilende stenansigter på templerne ved Angkor Wat venter. Det er 5 år siden jeg var der første gang og jeg glæder mig nøjagtigt lige så meget som tidligere til at se de mageløse templer og opdage nye steder i Cambodia, når jeg har fået tempelsyge og fortsætter turen videre rundt i landet.