Min yndlingsø Sri Lanka - Cosmopolit
582
post-template-default,single,single-post,postid-582,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,transparent_content,qode-theme-ver-13.1.2,qode-theme-bridge,wpb-js-composer js-comp-ver-5.4.5,vc_responsive

Min yndlingsø Sri Lanka

Min yndlingsø Sri Lanka

Ændrede planer gav nyt perspektiv

Egentlig var det min hensigt at arbejde som underviser et par måneder i Sri Lanka, og jeg begyndte jobbet, men forlod det hurtigt igen. Min beslutning er jeg meget glad for, for den gav mig tid og mulighed for at slappe af ovenpå 3 ½ måneds rundrejse i Sydøstasien, og samtidig give mit et nyt perspektiv på rejselivet. Et perspektiv som kun kan opstå, når man er længe undervejs, fordi det opstår når man begynder at mærke mæthed i forhold til at rejse rundt, opleve nyt og flytte sig fysisk fra sted til sted, fra hotel til hotel og hele tiden forholde sig til nye mennesker. Rejselivet har i de senere år for mig handlet om denne fysiske bevægelse, fra sted til sted. Så, jeg trængte til at stoppe op, til at holde op med at rejse så at sige, og blive fastboende herude og bare være til. Sri Lanka, som står mit hjerte meget nær, var et oplagt sted at slå lidt rødder. Da jeg kender øen fra arbejde og rejser havde jeg ikke travlt med at opdage nyt og fandt et godt lille guest house på den sydlige del af øen, midt i sandet, med kilometervis af strand at gå ture på. Her slog jeg mig ned med mine bøger og min computer og slappede af. Oplevelsen blev forstærket af de mennesker jeg var omgivet af, særligt de lokale som ejeren, Pala og kokken mfl., var ualmindeligt imødekommende, og stedet blev som et hjem for mig, i en anden verden. Jeg oplevede, at trives på en måde, som var mig hidtil ukendt. Om dagen redigerede jeg billeder fra rejsen til foredrag, og det var givende at arbejde med mit eget firma, mens jeg lå under en palme og lyttede til bølgernes uophørlige brusen.

10 år efter tsunamien
2. juledag 2014 var tiårsdagen for tsunamien, som kostede tusinder af menneskeliv på syd- og østkysten af øen. Mange mistede familiemedlemmer, særligt børn, som ikke kunne stå imod bølgernes kraft, og blev skyllet væk eller ind i landet hvor de omkom af deres kvæstelser. Det blev meget tydeligt for mig, hvor forfærdelig ulykken var, fordi de fleste mennesker i området jeg boede var dybt berørt. Pala mistede to børn, naboen et barn og hele vejen ned af kysten kunne folk berette om deres tragiske skæbner, som de aldrig kommer sig over. Jeg ved det er svært at sammenligne sig selv med andre, men man kommer unægteligt i tanker om, hvor små ens egne udfordringer oftest er, og hvor skrøbeligt livet og skæbnen er. De der mistede var fortrinsvis fiskere uden de store midler til at genopbygge deres hjem og liv, og flere har måtte finde nye veje i livet, som f.eks. Pala, som fiskede tidligere. Nu driver han et guest house, men så godt er det langt fra gået alle.

Lidt længere oppe af vestkysten syd for Colombo, hvor jeg boede for 10 år siden da jeg arbejde herude som rejseleder, hærgede tsunamien også, og jeg har flere gange besøgt fiskerne dér, som blev hårdt ramt. Deres hjem blev i bogstaveligste forstand revet op med rode af bølgerne og kun de sørgelige fundamenter ligger fortsat spredt langs kysten. Deres fiskerbåde og dermed subsistensgrundlag blev taget af havet og siden har de kæmpet for at genoprette tilværelsen. Jeg besøgte dem for 1½ år siden, og fik dengang en længere snak med dem om tiden efter tsunamien, hvor det internationale samfund samlede milliarder af kroner sammen, og sendte til de værst ramte lande. Sri Lanka fik en kæmpe sum penge, som netop skulle hjælpe fiskere videre i tilværelsen. Siden 2004 har de dog boet i en militærlejr fire km inde i landet, som regeringen i hast opførte, og siden er de blevet glemt. Mange af dem bor i lejren endnu men tager ud til kysten om dagen, hvor de fisker og forsøger at bygge deres gamle huse op og samle penge ind fra turister til at købe nye både for, for som de siger, vi er fiskere, vi hører til på kysten, og kan ikke finde jobs inde i landet. Mange af dem kan ikke læse og skrive, og få taler lidt engelsk, så mulighederne er begrænsede.

Jeg besøgte dem et par gange på denne rejse og oplevede heldigvis, at der er sket en fremgang på 1½ år. De har modtaget penge direkte i hånden fra turister, som de har købt både for, da de har opgivet af få del i de penge regeringen modtog i sin tid som nødhjælp. Jeg blev endnu engang bekræftet i, at nødhjælp gives bedst personligt ved at købe det til nødlidende, som de har allermest brug for, i stedet for at sende en check til en hjælpeorganisation, hvilket er paradoksalt.

Præsidentvalg
Til alles overraskelse udskrev Sri Lankas præsident Mahinda Rajapaksa valg to år før hans valgperiode var slut. Valget blev afholdt d. 8. januar i år, hvilket jeg derfor nåede at overvære. Rajapaksa vandt valgene i 2005 og 2010 og var stensikker på, at han ville vinde igen. Reelt havde han heller ikke en værdig modtander i oppositionen, men til hans og samtlige srilankaneres forundring, brød en af hans egne partifæller ud og erklærede sig som modkandidat og samlede en broget opposition af alt fra kommunister til liberale og et buddhistisk parti. Valgkampen blev intens og virkelig spændende at følge fordi den sikre vinder pludselig fik modstand fra uventet front. Rajapaksa har gjort få gode og mange ringe gerninger i sin lange regeringstid, den bedste, at han fik sluttet borgerkrigen i 2009 med de Tamilske Tigre i Jaffna på nordøen. En borgerkrig der har hærget landet i lange perioder siden 1980´erne, og kostet oceaner af penge og en del menneskeliv. Hvordan han præcist fik stoppet krigen er svært at få indsigt i som udefrakommende, og det internationale samfund efterlyser fortsat redegørelser for de krigshandlinger der fandt sted. Jeg har fået oplyst at han ganske enkelt skød de ledende Tigre ned én efter én.

Siden har Rajapaksa søsat kæmpe bygge- og infrastrukturprojekter, som har kostet spidsen af en jetjager. De fleste penge kommer fra skattekroner, resten har han lånt til skyhøje renter i Kina, og kineserne har bygget nye veje, kæmpe havneanlæg, en ny lufthavn og broer mm rundt omkring på øen. Resultatet er at hverken havne eller lufthavn er i brug, af forskellige årsager, mest af alt fordi behovet ikke er der og mange lande ikke har ønsket at støtte Sri Lanka med Rajapaksa i spidsen. De lokale har derfor ikke oplevet et positivt udkomme af projekterne og de jobs der kunne være blevet skabt undervejs, blev besat af kinesere, som har tjent styrtende på Sri Lanka i de senere år. At Rajapaksa desuden havde ansat tre af sine brødre på ledende ministerposter, selv sad på yderligere tre ministerier og var øverste leder for politi og militær samt begyndte at køre sin søn i stilling til at følge efter ham, blev alt sammen lidt meget for srilankanerne, som efterhånden oplevede at de boede i familien Rajapaksa-Stan.

Det utrolige skete så 8. januar, modkandidaten Sirisena vandt med 52 % af stemmerne. Det var en kæmpe overraskelse, stemmeprocenten var oppe på 80, og der var fyrværkeri og krudt i gader og stræder, smil på læberne og håbet om en bedre, mindre korrupt og mere lys fremtid stod malet i øens mørklødede smukke ansigter. Sirisena hentede de afgørende stemmer i de tamilske og muslimske mindretal, som Rajapaksa længe havde kørt ud på et sidespor. Så, for en gangs skyld i den tredje verden, vandt den rigtige, og selvom Sirisena er kendt for at ville demokratiet og komme korruption til livs, bygge forbindelser til Indien, USA og Europa og nedtone kinesernes magt i Sri Lanka, så er det ikke nogen nem opgave at samle 16 millioner buddhister, hinduer, muslimer og kristne om samme sag og der er en del at rydde op i.

Store naturoplevelser
Sri Lanka er kun godt 1½ gang større end Danmark og råder over mange forskellige former for natur fra stepper til palmestrande, tropiske plantager med gummi, kokos og bananer, rismarker og teplantager i højlandet, til små og store samfund i by og på land hvor de fleste arbejder som bønder eller fiskere, med turister og andre servicefag samt IT.

Det er denne forskelligartede natur der fascinerer mig mest ved øen, og jeg tog derfor rundt for at opleve flere af de områder, jeg holder af. Eftersom jeg havde lyst til at lave frivilligt arbejde herude, fandt jeg en kombination af naturoplevelser og arbejde i et job på en teplantage, oppe i højlandet. Her bølger de grønneste tebuske som englænderne plantede i 1800 tallet hen over den ene bakke efter den anden og væver et lysegrønt tæppe i et meget behageligt, nordeuropæisk klima. Det regnede hver dag og tågen lå tung som våd vat over bjergtoppene i horisonten, men udsigten fra plantagen var den bedste jeg længe har haft. For når tågen lettede kunne man se kilometervis ud over bjerge og dale og længst ude kysten, og der var mange peberbuske, hibiscus og tropiske træer, blomster og palmer alle vegne, til at fuldende oplevelsen. Jobbet var meget enkelt, først gjorde jeg hovedrent i køkkenet, hvor termitter havde taget bolig. Det er meget almindeligt med smådyr alle vegne herude, men det trængte nu til en omgang det køkken. Derudover luede jeg med de bare hænder mellem tebuskene, da ejeren gerne med tiden vil gøre stedet til en økologisk plantage uden brug af nogen former for kemi. Jeg var eneste frivillige i den uge jeg var der, mine kollegaer, 4 tamiler, arbejdede der fast, og talte ikke engelsk. Jeg kunne ikke engang fortælle dem, at jeg havde fødselsdag én af dagene, og fejrede dagen med en kop te i en naboby efter arbejde. Opholdet var én af de største oplevelser jeg havde i løbet af mine to måneder på øen. Dagligt blev jeg bekræftet i de lokales imødekommenhed og venskab, der var ikke det kokken ikke gjorde for at jeg skulle spise godt, og jeg arbejdede slet ikke de fem timer man normalt skal for lønnen, som var kost og logi.

Jeg valgte at blive i højlandet efter min arbejdsuge og tog til byen Ella, som ligger smukt omgivet af bjerge der belønner bestigeren med uendeligt smukke udsigter. Her holdt jeg jul i regn der silede ned i dagevis, så meget at der var store oversvømmelser flere steder, vejene og togbanen blev blokeret og ingen kunne rykke sig fra byen. Desværre afstedkom store jordskred at 80.000 mennesker i området blev hjemløse. Når det regner og rusker herude, har det ofte store konsekvenser. Mange risbønders marker blev oversvømmet og høsten ødelagt, hvorfor regeringen trådte ind og udbetalte en erstatning. I højlandet produceres øens grønsager som kartofler, løg, gulerødder, kål, bønner, ærter, tomater og salater der forsyner hele øen. Grønsagsmarkerne blev også ødelagt af regnen og da jeg ankom til lavlandet og kysten igen, var udvalget på markederne meget begrænset. Det blev til en del retter med græskar i tiden derefter, som man heldigvis kan spise på mange måder.

Endnu en stor naturoplevelse fik jeg nytårsdag, hvor jeg tog på safari i Uda Walawe nationalparken. Parken er hjem for en større bestanddel af øens elefanter, som finder masser af vand og mad dér. Elefanten er et prægtigt og majestætisk dyr, når den kommer vadende med sin enorme krop og vifter med ørerne. Der var nok af dem, og man oplever dem tæt på. Øen vrimler med de mest farverige påfugle og jeg var også heldig at se mange af dem, samt vandbøfler, en mængde fugle som f.eks. kolibrier, isfugle, pelikaner, ibis, hejrer og ørne, og det blev endda til synet af en enkelt krokodille på jagt med gabet vidt åbent. Der er noget helt særligt over at køre afsted i jeep endnu før solen er stået op fuld af spænding i maven over hvilke dyr man mon vil møde, og så lige pludselig rejser man sig resolut op i jeepen af begejstring, og står ansigt til ansigt med en stor vild elefant.

En nysgerrig befolkning
Udover gæstfrihed og venlighed er noget af det mest karakteristiske DNA i srilankanernes sjæl deres nysgerrighed. Snart sagt alle stopper én og spørger; hvor er du fra?, hvor skal du hen?, er det første gang du er i landet?, hvad hedder du?, rejser du alene? hvor gammel er du? etc. etc. Jeg har svaret de spørgsmål hundred gange og gør det gerne hundred gange mere. Selvom det også kan virke trættende på en brandvarm dag, så giver det bestemt en følelse af interesse som er ubeskriveligt hyggelig når man rejser rundt herude og letter kommunikationen på tværs af kulturelle forskelligheder.

Efter et to måneders uforglemmeligt ophold på den dråbeformede tropeø i Det Indiske Ocean, er jeg fløjet den korte afstand til det sydligste Indien til staten Kerala. Her vil jeg følge lidt i gamle opdagelsesrejsendes fodspor, dykke dybere ned i Vasco da Gamas oplevelser da han landede på Malabar kysten i 1498 og endelig tage tilbage til Tranquebar, den gamle danske handelskoloni på østkysten i Tamil Nadu, hvor jeg med mit firma Cosmopolit støtter en skole for kasteløse børn, som jeg ser meget frem til at genforenes med.