Cambodia - Et gensyn på godt og ondt - Cosmopolit
600
post-template-default,single,single-post,postid-600,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,transparent_content,qode-theme-ver-13.1.2,qode-theme-bridge,wpb-js-composer js-comp-ver-5.4.5,vc_responsive

Cambodia – Et gensyn på godt og ondt

Cambodia – Et gensyn på godt og ondt

Skiftet fra Thailand til Cambodia var markant. Jeg krydsede grænsen over land i nordvest og kørte mod byen Siem Reap, hvor Angkor Wat og alle de gamle flotte templer ligger. Undervejs blev det hurtigt tydeligt at cambodianerne er dårligere stillet end thaierne; simple træhuse på pæle i rismarker vidner om en hård tilværelse som bonde, og sammenlignet med Thailand, hvor selv hundene nu har et godt liv, er livet for mange cambodianere en daglig kamp for overlevelse. Efter to uger i landet har jeg alligevel mødt endnu flere smil og bedre service her end i Thailand, måske netop fordi cambodianerne har benhårdt brug for os turister, og arbejder målrettet på at komme ud af deres fattigdom.
Ugerne er gået med en god blanding af besøg i et par af de større byer deriblandt Battambang og hovedstaden Phnom Pehn. På en sejltur over den kæmpe sø Tonle Sap, så jeg hvordan folk lever i flydende landsbyer, bygget på pæle på søen inden jeg sluttede af med nogle hyggelige dage på cykel langs Mekongfloden i den lidt afsides nordøstlige del af landet i retning mod
Laos.

Herligt gensyn med Angkor wat
Ingen besøgende i Cambodia bør undlade at tage en tur ud til de tusind år gamle templer, hvor Angkor Wat bare er et af flere hundrede vidunderlige religiøse bygningsværker i sandsten, der blev opført under khmerernes vældige imperium fra år 800 til 1430. Kongerne som skabte det enorme rige regerede flere millioner mennesker i det meste af nuværende Cambodia og nabolandene og udviklede en eminent kunst og kultur. Det var en fornøjelse at opdage flere detaljer i relieffer, balustrader, søjler, templer og skulpturer og bare nyde et af, efter min mening, verdens helt store vidundere. Jeg fik opdateret mit foredrag, taget en række sort/hvid billeder og atter rejst tilbage i historien, til en verden så anderledes end dagens Cambodia.

En uforlignelig madkultur
Måske fordi De Røde Khmerer under ledelse af Pol Pot sultede befolkningen under deres revolution i 70erne har cambodianerne udviklet en meget kreativ madkultur. Umiddelbart vil jeg beskrive dem som altædende. På markederne, som der findes alle vegne i by og på land, langs veje og floder, kan man købe alt i tropisk frugt og grønt, rødder, urter, nødder, bønner, linser, blomster, blade og alle former for kød. Intet går til spilde; hoveder, indvolde, hjerner, maver, hud og alt der kan proppes i en gryde er til salg. Når man bevæger sig rundt mellem delikatesserne tilbydes man desuden, frøer, slanger, snegle og alt i fisk og skalddyr, grillede andeæg på spyd, bittesmå ristede fugleunger, der næppe kan mætte særligt meget, dybstegte brød, søde ris ristet i bambusrør, chips af taro, kartoffel, rødbede osv osv. I den nordøstlige del af landet har man en særlig forkærlighed for edderkopper, insekter, biller, orme og græshopper, som ristes og sælges som snack. I Phnom Pehn så jeg en kvinde en morgen komme gående med en fristfanget rotte, som kun fantasien sætter grænser for hvad hun ville gøre med.
Efter at have kigget på det hele og smagt på noget fik jeg lyst til at tage et lille madlavningskursus, som virkelig var interessant. Først gik vi på markedet og købte chili, citrongræs, frisk gurkemeje, galangal, kaffir lime, hvidløg, friskpresset kokosmælk, som laves på stedet af helt friske nødder, fisk og kød. Herefter lavede vi bl.a. nationalretten amok, som er fisk bagt i bananblade med en herlig smag af citrongræs, kokosmælk og kaffir lime. Det blev også til hjemmelavede forårsruller og en tvivlsom dessert med banan.

I Phnom Pehn kan man spise alt fra de asiatiske og vestlige køkkener. Byen er helt fremme i skoen hvad gourmetmad, lækker kaffe, konditorkager, og åh så ernæringsrigtige smoothies tilsat spirulina og ingefær angår. Det hele kan nydes på byens mange restauranter og trendy caféer. Jeg mæskede mig særligt i fusionskøkkenet som er en skøn blanding af khmer tilsat et raffineret fransk touch. Det franske og det lokale går godt i spænd særligt i kødretter hvor eksotiske krydderier og frugter tilfører aroma og kant, og ikke mindst i salater, hvor hovedingrediensen f.eks. er grøn papaya, grøn mango, bananblomst eller lotus som krydres med friske urter og fiskesovs, og blandes med nødder, tørret fisk og grønt.
På gadekøkkenerne spiste jeg nudelsuppe og lette wok retter og fik til stort set al mad serveret ris. De sidste to år er cambodiansk ris blevet kåret som verdens bedste. Det er noget at være stolt over. Her er et rent økologisk landbrug som får masser af sol og vand. De fleste risbønder har end ikke maskiner men vandbøfler til hjælp og høster et par gange om året.

Den barske virkelighed
Jeg har gået lidt rundt om mig selv og overvejet hvad jeg vil fortælle om Cambodia? Jeg kunne vælge at fortælle om alle de smilende og åbne mennesker jeg har mødt, om grønne rismarker og flotte templer, at landet hvert år får flere og flere turister og bygger nye hoteller og skaber jobs i servicefagene. At de laver en utroligt lækker palmesukker og har verdens største produktion, samt at peberet er af høj kvalitet og at risvinen smager forbavsende udmærket.
Jeg har dog også fået indblik i den barske hverdag, som mere handler om fattigdom for langt de fleste cambodianere. Jeg har set mange triste skæbner som følge af et bundråddent politisk system og en opslidende arv efter De Røde Khmerers rædselsregime. Deres forbrydelser og folkedrab trækker fortsat dybe spor i cambodianernes livsbetingelser. Jeg har valgt at fortælle om denne virkelighed.

Politiske forhold
Cambodias premierminister Hun Sen er 63 år og har siddet 30 år på magten. Langt de fleste er utilfredse med ham. Mange omtaler Hun Sen som diktatorisk, da hans regering benytter sig flittigt af korruption, valgsvindel og vold for at beholde magten. Cambodia er listet som et af verdens allermest korrupte lande på den baggrund.
Jeg læste et interview med den danske ambassadør Michael Winther, som udtalte sig om de problemer korruption trækker med sig. Danmark ligger modsat meget højt på listen over de mindst korrupte lande, og ambassadøren påpeger at danske virksomheder pga. korruptionens omfang vægrer sig ved at investere i Cambodia, om end mulighederne inden for særligt energisektoren er gode. Danske virksomheder kræver at deres cambodianske samarbejdspartnere lever op til danske CSR krav, og har svært ved at gennemskue den manglende lovgivning samt politiske ustabilitet herude. De foretrækker derfor at investere i Thailand og Indonesien i stedet og Cambodia går glip af meget, for Danmark er langt fra det eneste land, der holder afstand.
Forskellen på rig og fattig vokser sig dybere i disse år. Regeringen har fokus på de private virksomheders vækst, og nedprioriterer de mange folk der lever på landet. Derude kæmper risbønderne med at få en månedsløn på ca. 120 dollars til at slå til for en stor familie og sidder i dyb fattigdom ude af stand til at skabe bedre forhold for kommende generationer. Det betyder at ca. 25 % af børnene på landet ikke kommer i skole, for de skal hjælpe til i marken, på trods af at landet har gratis adgang samt skolepligt. Denne dårlige cirkel er nødvendig at bryde, hvis landet skal opleve fremgang.

Børnearbejde og gadebørn
På den første restaurant jeg satte mig efter ankomst blev jeg til min forundring betjent af en 10årig. Han og andre mindreårige gik rundt og servicerede gæster i det der skulle have været deres skoletid. Det gik snart op for mig, at det vrimler med børnearbejdere i hele landet. I restauranterne særligt, og ved templerne og turistattraktioner, hvor de sælger souvenirs hele dagen.
Endnu værre er det at se gadebørn, hvilket man gør i de større byer. Deres fattige forældre har forladt dem eller er døde af sygdomme som f.eks. AIDS, som udgør et stort problem i Cambodia. AIDS kom til landet da en større FN delegation under UNTAC kom til Cambodia i starten af 90erne for at støtte afholdelsen af landets første frie valg. Der ankom ca. 20.000 FN folk fra hele verden i perioden, som havde AIDS med og spredte sygdommen til landets prostituerede. Antallet af prostituerede steg 300 procent mens UNTAC var i landet og Cambodia kom til at rangere blandt de værst AIDS ramte lande i Asien i takt hermed.
Flere vestlige NGOer har oprettet børnehjem og herberger til de omstrejfende børn, men langt fra alle børnene ønsker at bo der. De foretrækker gaden, hvor de kan lave hurtige penge. De fleste sniffer lim og tager stoffer og mange prostituerer sig. I avisen læste jeg om en kvinde, som blev bedt af en ung mor om at holde hendes barn et øjeblik mens hun handlede. Den unge mor forsvandt herefter sporløst og kvinden tog barnet til sig. Børn foræres tit væk eller sælges af forældre der er fattige, syge eller blevet skilt og ikke har råd og kræfter til deres børn. De fleste går uden om adoption, da det har omkostninger med sig, så børnene bliver overdraget uden at nogen myndighed er inde over, og bliver således givet til meget tilfældige mennesker. Det er derfor meget let at få eller købe et barn, hvilket bl.a. har medført at trafficking og børneprostitution er kæmpe problemer.

Hundested og Khmer National Liberation Front
Der findes en lang række projekter og organisationer både i ind- og udland, som arbejder på at forbedre forholdene i Cambodia. Èn af dem er Khmer National Liberation Front; en International organisation der arbejder for menneskerettigheder, fred, frihed og demokrati i Cambodia. Efter at have researchet lidt på dem, fandt jeg frem til at de har hovedsæde, i selveste Hundested!
Organisationens cambodianske leder er idømt fængsel in absentia i Cambodia og har politisk asyl i Danmark. Deres hjemmeside fortæller om deres arbejde og møder med Martin Lidegaard, Per Stig Møller, FN folk og ambassadøren. De anklager Premierminister Hun Sen for overtrædelse af en lang række menneskerettigheder, mord, ulovlige fængslinger, ulovlig forflyttelse af folk og inddragelse af deres landområder. Samtidig er de meget kritiske over for Vietnams betydelige politiske indflydelse i Cambodia, som de betegner som en neokolonisering. Alt stemmer overens med de oplysninger jeg har fået af de lokale jeg har talt med flere steder, som fortæller at vietnamesere kommer til Cambodia i stigende antal og får billigere banklån og steder at bo, da Hun Sen bakkes godt op af Vietnams regering.

NGOer og frivilligt socialt arbejde
Her findes en lang række internationale NGOer. De arbejder for bedre uddannelse, hygiejne og ernæring, samt med utallige projekter for gadebørn og hjemløse familier. Regeringen fordømmer NGOerne. Da medierne er meget regeringsvenlige, kan man ikke regne med at de oplysninger man læser dér er korrekte. Derfor bruger NGOerne konsekvent de sociale medier til at få deres budskaber ud, og til at komme i direkte dialog med cambodianerne. Pt. arbejder de for at mindstelønnen på fabriksarbejde skal stige til 150 dollars fra 100 dollars. De opfordrer derfor alle fabriksarbejdere til at indrapportere alt om deres løn og arbejdsforhold på de sociale medier direkte til NGOerne uden om regeringen. NGOerne kan på den baggrund lave reelle statistikker med de indsamlede data og bruge dem i deres arbejde for forbedrede forhold.

Cambodianere hjælper også selv i deres lokalsamfund. Utallige caféer og rejsebureauer drives udelukkende af frivillige kræfter. De laver mad af lokale råvarer og arrangerer cykelture hjem til forskellige familier hvor man kan se deres produktion af f.eks. rispapir, risvin og fiskesovs og høre hvordan de lever og sælger deres varer. Pengene man betaler går til familierne og lokalsamfundets fremme, og det er vigtigt at netop befolkningen selv tager del i at løfte landet ud af dets sociale problemer. Samtidig er det rørende at opleve det overskud de frivillige udviser. Som rejsende er det meget let at støtte disse projekter, som reklamerer alle vegne, og jeg har aldrig tidligere været i et tredjeverdens land hvor frivilligt arbejde er så velprioriteret.

Fra Cambodia går turen videre gennem Laos, hvor jeg landende for et par dage siden og bor på en lille ø i Mekong floden i den allersydligst del af landet. Her er ingen biler og dejligt roligt, og jeg ser frem til at læse lidt om alt det Laos har at byde på. Det er første gang jeg er her, og jeg har bl.a. sat mig for at prøve at forstå, hvordan en nation kan være både kommunistisk og buddhistisk på samme tid?