Burma på vej ind i en ny tidsalder - Cosmopolit
596
post-template-default,single,single-post,postid-596,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,transparent_content,qode-theme-ver-13.1.2,qode-theme-bridge,wpb-js-composer js-comp-ver-5.4.5,vc_responsive

Burma på vej ind i en ny tidsalder

Burma på vej ind i en ny tidsalder

Gensyn med Burma
For 3 år siden i 2011 rejste jeg rundt i Burma for første gang. Det var tiden hvor Aung San Suu Kyi netop var blevet løst fra sin lange husarrest og godt i gang med sin politiske kampagne. For første gang i mange år rejste hun rundt i det land, hvis udsultede og undertrykte befolkning så længe havde set op til hende som et symbol på kampen for demokrati og frihed. For burmeserne er hun et ikon, et lys i mørket, og det var en fantastisk stærk oplevelse at se folks spirende håb pible frem mellem rynker og sprækker i deres trætte ansigter. Efter et langt og opslidende militærdiktatur siden 60erne var Burma, mod forventning, pludselig begyndt at åbne op mod omverden og langsomt løsne sit jernhårde greb om befolkningen. Hele verden holdt vejret da Suu Kyi blev valgt ind som en del af oppositionen i 2012, og pludselig var en del af den regering der havde holdt hende indespærret i lange perioder over godt 20 år.

Jeg forlod dengang Burma selv samme dag som Hilary Clinton landende og som en af de aller første vestlige politikere blev modtaget på statsbesøg af generalerne. Siden har Obama og en lang række andre statsledere besøgt landet, ophævet handelssanktionerne og nøje fulgt landets udvikling.
Jeg var derfor meget spændt på at gense folket og landet efter bare 3 år med politisk og økonomisk fremgang og en igangværende demokratiseringsproces, og satte mig for at blive klogere på landets nuværende situation.

En ukuelig befolkning
Trods de mange års ydmygende tilværelse i dyb fattigdom, har burmeserne ikke knækket nakken eller mistet livsgnisten. Det var meget tydeligt på min første rejse, hvor jeg mødte folk i hele landet, som så frem mod bedre tider, og trak i arbejdstøjet for at skabe en bedre tilværelse for deres børn og fremtidige generationer. Det undrede mig, at der ikke var mere bitterhed eller vrede dengang at spore i deres sind efter de mange års armod, og jeg har ofte tænkt på, hvordan man som menneske holder sig oppe under et militærdiktatur. Burmesernes svar ligger delvist i buddhismen, hvis meditative tilgang til modgang har fremvist mange positive resultater på verdensplan. Burmeserne er som folk dybt forankrede i buddhismen, som har givet dem et positivt livssyn og en beundringsværdig tålmodighed. Deres forgyldte pagoder lyser op som en ledestjerne i hver en by og på hver en bakketop. Templerne bliver besøgt og benyttet, munkene taler med alle lag i befolkningen som søger trøst og styrke, og folk mødes og spiser og socialiserer i templerne. Derudover tænker jeg, at det har haft afgørende betydning, at Suu Kyi, i de få perioder hun var fri fra husarresten, understregende at burmeserne ikke måtte være angst for styret og generalerne. Hendes ord; ”We are not afraid”, blev nærmest et fælles mantra, og dette fokus på ikke at være bange, og dermed overgive sig og tabe kampen til styret, har sat sig i folkesjælen som en råstyrke. På en eller anden måde må de være blevet båret igennem de hårde år af troen på at det gode vinder over det onde, og at retfærdigheden før eller siden ville ske fyldest – og de fik ret.

En rejse rundt i Burma, er derfor i høj grad mødet med en enestående befolkning. Når andre rejsende spørger mig, hvorfor jeg vælger at rejse til Burma, er mit svar altid, at det var på grund af burmeserne.

Rejsen
Denne gang valgte jeg at se lidt nye steder, da det nu er blevet muligt at rejse i den sydlige del af landet. Tidligere var det forbudt, og jeg fløj derfor straks ned til Dawei og fortsatte ud til en lille by ved kysten, Maungmagan, hvor jeg tilbragte nogle dage med at cykle rundt mellem landsbyerne, som jeg holder så meget af. Hver morgen, når jeg gik tur, blev jeg inviteret på nationalretten mohinga, den gode fiskesuppe og sød te kl 7. Folk sad sammen og spiste i store grupper, enten i en have eller et tempel, og selvom vi stort set ikke kunne tale sammen, var det en stor oplevelse bare at lade sig føre med ind i deres hjem og være en del af et fælles ritual.

Jeg tilbragte 4 uger i Burma og fik også besøgt Mon staten, som har nogle fantastisk flotte pagoder og klostre, der har inspireret spændende forfattere som Kipling og Orwell. Der er få rester her og der af den engelske kolonitid både i Dawei og ikke mindst i Mawlamyine, hvor det også var interessant at opleve hvor tæt religionerne lever i Burma; der lå både sikh templer, baptisk kirker og moskeer mellem hindu og buddhistiske templer inden for en meget lille radius.

De største oplevelser fik jeg i Shan Staten, som med sit behagelige klima mellem bjergene byder på mange naturoplevelser. Området er så frodigt med de skønneste marker og fed brun jord med alle mulige slags grønsager bl.a. majs, sukkerør, hvidløg, tomater, bønner, soya og ikke mindst chili, som lå til tørre som røde velduftende tæpper alle vegne. Markerne bugter sig over skråningerne og små stier leder igennem dem, og der er en masse muligheder for trekking ture. Denne gang valgte jeg at gå til Inle Søen fra Kalaw, det er bestemt anbefalelsesværdigt, om end det nok skal opleves nu. Undervejs overnatter man privat og får et lille indblik i nogle at de mange forskellige etniske minoriteter i området, og ser hvordan de går traditionelt klædt, kører med oksekærre og fletter bambuskurve de bærer deres høst i, meget spændende at se og opleve.

Forandringer siden sidst
Der er sket meget på 3 år på mange planer, hvilket jeg mærkede tydeligt allerede da jeg landede i Yangon. Rent praktisk tog det pludselig ingen tid at få bagagen, komme gennem paskontrollen, og man kan endda hæve penge i hæveautomater, hvilke slet ikke eksisterede i 2011. Dengang bar jeg rundt på kontanter til en måned, uden at vide om de ville række. I takt med landets åbning af grænser ankommer et stadig større flow af besøgende, og priserne er steget til det dobbelte. Der bliver bygget nye hoteller og flere indtjeningsmuligheder opstår hele tiden, som følge af turismen.

Censuren er officielt set ophævet, og burmeserne har igen fået adgang til medier i hele verden, trykte som webbaserede, og der er officielt set ytringsfrihed. I praksis betyder det at folk nu sidder på gader og stræder og læser aviser. Videbegæret er stort, og antallet af internetcaféer for opadgående. Burma har en tradition der går langt tilbage i historien for at være et veluddannet og nysgerrigt folk, men den har ligget brak i årtier og vækkes nu til live igen. Dog hørte jeg også om journalister, der havde taget bladet fra munden, og blev skudt, så der skal arbejdes med håndhævelsen af ytringsfriheden, ikke mindst af os udenforstående og besøgende. Jeg oplever det netop er vores opgave at oplyse om forhold, der ikke overholdes, om det er brud på ytringsfrihed eller menneskerettighederne. Dette fokus og pres ude fra, vil kunne tvinge landets ledere til at tage stilling og reelt gennemføre de reformer, som de har lovet, for at handelssanktionerne og alle de hjælpende hænder vesten har lovet Burma nu, ikke trækkes i land igen.

Udenlandske investorer flokkes naturligt nok om Burma, som har et kæmpe potentiale. Alene en befolkning på godt 55 millioner, som med voksende velstand bliver i stand til at købe og forbruge flere varer, får virksomhederne til at stå i kø for lancere de goder, som burmeserne ønsker sig adgang til. Mange har allerede kinesiske mobiltelefoner og Telenor stormer frem allevegne med taletidspakker og loyalitetsprogrammer. Selv munke går rundt og sms´er, og i selveste Shwedagon Pagoden, ladets største og helligste pagode, er der nu kommet både en hæveautomat og wifi. Det var nyt for mig at se munke sidde bøjet over displays og taste beskeder og surfe på internettet på livet løs, og de ”undskylder” sig med at de meget gerne vil være i tæt kontakt med verdens øvrige buddhistiske samfund, hvilket er dem vel ondt.

Danmark har også øjnene åbne over for det det burmesiske marked og Carlsberg er det første udenlandske bryggeri, der har fået tilladelse til at bygge en fabrik. Som en del af deres strategiplan lancerer de netop nu i december 2014 en ny øl, yoma, som skal give den lokale Myanmar beer konkurrence. Carlsberg ser et kæmpe potentile i landet hvor kun 4 liter øl pr indbygger pr år bliver drukket, et tal der ligger langt højere i nabolandene. Jeg læste et interview med Carlsbergs marketingchef i Burma, som hævdede, at hans job er at få burmeserne til at drikke mere øl. Det er forståeligt nok set fra et virksomheds synspunkt, men jeg tænker også, at det er værd at bemærke, at burmeserne slet ikke er vant til at konsumere store mængder øl, og at et større alkoholindtag derfor også kan være medvirkende til en mindre positiv udvikling i befolkningen. Deres krop skal måske lige have lidt tid til at lære alle de nye produkter at kende, de kommer til at kunne fylde den med i årene der kommer, så den kan nå følge med.

Burma stifter forståeligt nok en lang række handelsaftaler, særligt med Indien, Thailand, Canada, Kina, Australien og Japan. På tegnebrættet ligger et kæmpe havneprojekt i den sydlige del af landet i Dawei, hvor store containerskibe fra hele verden i fremtiden skal kunne læsse varer af, der så skal fragtes videre over land gennem Thailand. Derved slipper skibene for at skulle sejle ned gennem det pressede Mallaca Stræde.
Men, der skal arbejdes med mange ting, for at projekter som dette kan realiseres. Landet er håbløst tilbagestående på mange planer. For det første er der en ufattelig dårlig infrastruktur, hvor smalle hullede veje udgør normen. Disse bliver i øjeblikket forbedret, med håndkraft. Alle vegne i vejkanten sidder mænd og kvinder i sarong og stråhat, for den bagende sol, og graver vejene bredere med små skovle. Herefter henter de granitblokke i bjergene, knuser dem med primitive maskiner, og lægger det ud som småsten i hullerne i vejkanten, som så endelig dækkes med sand og til sidst et lag asfalt – puha, det er hårdt arbejde, og tidskrævende.

Jeg oplever det meget positivt at der nu er fokus på udviklingen af både medietilgangen og vejnettet, og dermed på kommunikationen og udvekslingen af ideer og varer mellem mennesker. På dette plan har generalerne, som fortsat sidder i regeringen og styrer landets udvikling, virkeligt taget et kvantespring. Under deres diktatur gjorde de alt for at forhindre befolkningen i kommunikere og blive klogere, og kommunikationen med omverden via ny infrastruktur og cyberspace er unægteligt den største og mest positive udvikling jeg oplevede siden sidst.

Rohingya problematikken
Men, træerne vokser ikke ind i himlen, og når man lukker én dør, åbnes der ofte en ny. Friheden og demokratiseringsprocessen bringer også en række udfordringer med sig og afslutningen på militærdiktaturet har sat gang i gamle etniske og religiøse konflikter, der blev holdt i ave af styret. Dem har der været en del af i landets historie, og med mere end 135 forskellige etniske grupper under samme flag, er disse konflikter en af Burmas største udfordringer i forhold til en fremtidig fredelig sameksistens. Flere grupper, bl.a. karenerne og kachin folket, ønsker autonomi og selvstændige stater og kæmper med næb og klør for det. Pt. er der særligt blus på genopståede konflikter mellem buddhistiske burmesere og rohingyaerne, som udgør et muslimsk mindretal i Rakhine staten i vest mod grænsen til Bangladesh. Rohingyaerne stammer oprindeligt fra Bengalen men har boet i Rakhine i mange generationer, hvor de løbende har været forfulgt af buddhister, og ikke haft reelt statsborgerskab i Burma som følge. I 2012 blussede kampene op igen hvilket har resulteret i dannelsen af organisationen 969, ledt af en fundamentalistisk buddhistisk munk, som har vundet hævd og mange tilhængere. Medierne beretter om vold og drab jævnligt, samt grov overtrædelse af rohingyaernes rettigheder. Det værste tilfælde mens jeg var der, læste jeg om i avisen. En række buddhistiske burmesere havde ganske enkelt stoppet en bus, bedt alle muslimer stige ud og skudt 9 ned på stedet. Ud af de 1,1 millioner rohingyaer der bor i Rakhine staten lever 140.000 lever pt. i lejre, fordrevet fra deres hjem. Franske ”læger uden grænser”, som har ydet hjælp i lejrene, er desuden blevet sendt hjem af regeringen for nylig, da de lavede for meget vrøvl over områdets politiske tilstand og overtrædelsen af menneskerettigheder Det betyder at der også er store sundhedsmæssige udfordringer, der ikke tages hånd om i øjeblikket. Bl.a. af den årsag var Ban Ki-moon i Burma under ASEAN topmødet i november, hvor han adresserede disse alvorlige problemer og han blev fulgt til dørs af Barack Obama kort efter, som under samme topmøde beklagede at Burma på en lang række områder har slækket på reformerne. Obama understregede samtidig, at Burma skal oppe sig hvis landet fortsat ønsker støtte fra verdenssamfundet.

Fremtiden og valg i 2015
Så, selvom det går fremad for Burma, er der fortsat en lang række arbejdsopgaver at tage fat på. Landet er meget tilbagestående, så selvom grænserne er åbne og varer, turister og handelsaftaler strømmer ind over dem medbringende mere velstand og arbejde, har Burma været uden en reel statsadministration og regering i så mange år, at der først nu skal til at skabes ministerier, en finanssektor, domstole og alle de andre sektorer og instanser, der skal til for at styre et land på fornuftig vis. Hæren har siddet på alle poster, og spørger man de lokale om politik, svarer de typisk, at det er noget militæret foretager sig, en tradition, der forgrener sig langt tilbage i landets historie. Generalerne har dog ikke ledt landet særligt intelligent, så burmeserne skal først til at opbygge landet inde fra nu. En anden lille ting jeg ofte tænkte på, og som vel gælder i mange tredjeverdens lande, er deres totale mangel på omsorg for miljøet. Der ligger skrald, særligt plasticposer alle vegne, og folk smider al affald fra sig i gaderne, ud af vinduerne i toget, bussen og bilen og tænker ikke over konsekvenserne. De gør såmænd bare det de altid har gjort, men for bare nogle få år siden fik man sine varer pakket i palme- eller bananblade, og dem smed man fra sig, uden konsekvens for miljøet. Der ligger et kæmpe stykke oplysningsarbejde her, da en adfærdsændring er helt nødvendig for at miljøet skal bestå.

Burmeserne er optaget af det kommende præsidentvalg, som lige nu er fastsat til december 2015. Som loven er stykket sammen, kan Aung San Suu Kyi ikke blive valgt, da konstitutionen forhindrer en person der har levet i udlandet og været gift med en udlænding i at blive præsident. Lige netop begge dele gælder for Suu Kyi der var engelsk gift og boede i England, og loven er da også lavet for ganske nylig, da hun pludselig stod til at få indflydelse. Hendes arbejde i oppositionen går bl.a. pt. på at få ændret denne lov, så hun kan stille op. Det bliver spændende at følge om dette bliver ændret…

Fra Burma er jeg rejst videre til Sri Lanka hvor jeg tilbringer 2 ½ måned.