Uddannelse er grundstenen for udvikling i et samfund. Uddannelse nedbryder den sociale arv blandt fattige og styrker børns muligheder for at få et arbejde og skabe et værdigt liv. At støtte et godt skoletilbud til både piger og drenge er derfor en af de bedste måder at hjælpe på.
Foredraget handler om mit arbejde med skolen East Coast Nursary and Primary School i den lille by Tranquebar i staten Tamil Nadu i Sydindien. Skolens 90 elever er kasteløse piger og drenge i alderen 4 – 10 år, og skolen lever alene af donationer. Selvom Indien officielt har afskaffet kastesystemet, eksisterer det fortsat i fattige samfund på landet. Tranquebar er et af de steder. Her er de kasteløse samfundets nederste. De er daglejere uden rettigheder og for fattige til at betale for deres børns skolegang.
Gennem årene har projekterne drejet sig om alt fra at reparere en legeplads, bygge toiletter og et nyt tag på skolebygningen, købe skolebøger og lægge fliser i klasseværelser, til at sponsere skolens årlige fødselsdagsfest hvor forældrene kommer og ser børnene optræde med sang og dans.
Under foredraget viser jeg spændende billeder og fortæller om børnenes og lærernes hverdag, og om hvor lidt der skal til, for at gøre en forskel.
Foredrag og billeder er baseret på en række ophold i Tranquebar siden 2013
Varighed: 2 x 45 minutter
Honorar: gå videre til booking
Læs om mine 13 andre foredrag på dette link