Laid back Laos - Cosmopolit
598
post-template-default,single,single-post,postid-598,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,transparent_content,qode-theme-ver-13.1.2,qode-theme-bridge,wpb-js-composer js-comp-ver-5.4.5,vc_responsive

Laid back Laos

Laid back Laos

Laos er helt sin egen, og adskiller sig på flere måder fra de øvrige lande i Sydøstasien. Det var tempoet der i første omgang fik mig til at tænke at noget var afgørende anderledes i forhold til nabolandene. I Laos lever de mere i slow motion; ingen har travlt, tingene er som de skal være, og ordet stress indgår næppe i laoternes sprog. Den langsomme livsstil slår igennem på mange områder, f.eks. når man sidder og venter, og venter, og venter lidt mere på et spisested på at få lov at bestille og siden betale. Gør man ikke selv opmærksom på sin eksistens, kan der gå meget lang tid, uden der sker noget som helst. Det skulle jeg lige vende mig til efter at komme fra Thailand og Cambodia hvor service er i højsædet. Et andet godt eksempel er arbejdskulturen. Thaierne og særligt vietnameserne er kendt for deres højeffektive landbrug og utrættelige slid i rismarkerne året rundt, der giver dem mulighed for at høste op til tre gange. Laoterne derimod høster ris én gang om året. Man siger herude at vietnameserne planter, høster og planter straks igen, mens laoterne planter, og så sætter sig ned og lytter til risen gro,,,

Livsstilen bærer ligeledes præg af fokus på det bestående, som sammen med det rolige tempo skaber et folk, som dybest set står op og gør det samme som de gjorde dagen før. De synes at tænke, at så længe verden består, er alt fint. På sin vis er der noget utroligt sundt i det, og det var ganske tankevækkende at være en del af, og så alligevel, var det svært at forstå hvorfor de ikke reparerer noget der tydeligvis trænger til det; en faldefærdig bro f.eks., eller noget tøj der hænger i laser. Det lader ikke til at give mening for laoterne at forbedre eller ligefrem udvikle på ting, så længe de kan bruges. Broen lapper de sammen med et par brædder, der slet ikke passer i stil og størrelse med de øvrige, men det går an og man kan jo komme over den, om end med besvær. Og tøjet, jamen det hænger måske lidt mærkeligt på kroppen, pga. et stort hul i siden og en god portion masker der er rendt, men det kan stadig anvendes, så hvorfor kassere det? Jeg havde mange oplevelser af den slags med ting der var faldefærdige, og det satte gang i tankerne om vores ”brug og smid væk kultur” og krav til den materielle del af vores tilværelse.

Slow boat på Mekong
En god måde at falde ind i laoternes afslappede livsførelse på, er ved at tage med en slow boat ned ad Mekongfloden nogle dage, og lade det grønne og bjergrige landskab glide ind på nethinden og slukke for tankerne én for én. Mekong er bare én af mange floder i Laos, og landet indbyder meget til netop at rejse ad dem, da vejene ofte er dårlige. Samtidig ser man en masse af landets fantastiske landskab, som floderne bugter sig igennem. Særligt i den nordlige del af landet er der tæt jungle og skovklædte bjerge og flere steder rejser de smukkeste kalkstensklipper sig lodret fra rismarkerne, som i Vietnam og det sydlige Kina. Jeg rejste ad Mekong fra Luang Prabang i nord op mod grænsen til Thailand. Bådene er passagerbåde så undervejs ligger de til i mange små afsides landsbyer, og man får på den måde indsigt i livet i ”udkants Laos” også. Ombord var vi vel 15- 20 personer og der var rigeligt med plads til et nyde udsigten. Undervejs møder man fragtbåde og fiskere og ser hvordan de lokale rydder og opdyrker jorden helt ned til flodbredden med majs, sukkerrør og grøntsager. På disse kanter bor mange af landets etniske minoriteter, som lever et liv delvist isoleret fra det øvrige laotiske samfund i byerne. Der er delte meninger om hvor mange minoriteter der findes, men vel ca. 50. Nogle har altid boet i Laos mens andre gennem de senere hundreder af år er indvandret pga. krig og politisk forfølgelse i deres oprindelige hjemlande i Kina og Tibet. Disse folk lever i små landsbyer, taler deres egne sprog og udveksler med andre gennem byttehandel.

Et kludetæppe af en befolkning
På en rejse rundt i landet, stifter man bekendtskab med Laos´ mange forskellige etniske befolkningsgrupper hvoraf nogle lever i lavland og andre i højland alt efter deres kultur. Den størst gruppe er Lao Lum, lavlandsfolket, som er dem man møder flest af, da de udgør over halvdelen af befolkningen, og typisk er majoriteten i byerne, hvor det mere moderne liv leves. Nogle mindre folkerige grupper, som f.eks. Akha folket lever modsat meget afsides i bjergene. De dyrker ris på skråningerne og holder bøfler, høns og grise. Her går kvinderne stadig i deres traditionelle mørke bomuldsdragter med fine broderier og bærer en flot hovedbeklædning med en lang række sølvmønter hæftet på. Mønterne svinger når de går og skal holde onde ånder væk fra deres ansigter. Ved indgangen til deres landsbyer går man igennem en ”åndeport”, som man under ingen omstændigheder må røre. Porten symboliserer overgangen mellem åndernes og menneskenes verden og indikerer således at Akha folket, som de øvrige etniske minoriteter, er animister, dyrker forfædrekult og fordriver onde ånder gennem byens shaman. I en landsby jeg besøgte sad en shaman med et klæde over hovedet under et hus på pæle og gyngende frem og tilbage mens hun messede nogle ord, der skulle fordrive sygdom opstået i familien i huset.
Inden for de seneste 20 år har regeringen gjort en hel del for at de etniske minoriteter skal flytte ned fra bjergene og bosætte sig i lavlandet i stedet. Regeringen ønsker de skal bo tættere på uddannelsesmuligheder for deres børn og sundhedssystemet samt tage aktiv del i opbygningen af et moderne Laos. Mange folk som f.eks. Hmong, Khmu og Yao ser fordelene i det nye liv tættere på civilisationen og har fået langt bedre huse, arbejde i byerne og bedre økonomi, og når man cykler igennem deres landsbyer, ser man de går i vestligt tøj og har TV, rent vand og motorcykler, og mere og mere går over til at bygge huse i sten og beton. Regeringen leverer gratis drikkevand til deres landsbyer når de flytter ned i lavlandet samt el til en tiendedel af prisen laoterne betaler i byerne. Disse folk bevarer dele af deres oprindelige kultur når de holder fester og dyrker ritualer omkring fødsel, bryllup og begravelse, og tilegner sig samtidig et mere moderne liv i tråd med den øvrige omverden og globalisering, og i de fleste tilfælde virker det positivt. Mange af dem er utroligt dygtige håndværkere og sidder på markederne i de større byer og sælger deres varer. De har lært hvad turister fra vesten falder for og har indset at skal de sælge, må de producere lækre tørklæder, sjove sko, t-shirts m. tryk og løse bomuldsbukser samt flotte smykker efter vores smag, og på den måde udvikler de deres sortiment og fortsætter livet som håndværkere.

Luang Prabang, Asiens smukkeste by
Luang Prabang er den smukkeste og mest hyggelige by jeg endnu har besøgt i Asien. Særligt den gamle bydel er utroligt indbydende, og heldigvis fredet af UNESCO, pga. en række historiske huse, templer og klostre. Byen er velholdt og mange af bygningerne renoveret og så er der rent på gader og stræder, da renovationen virker upåklageligt. Meget er bygget i to etager, i en fusion af fransk kolonistil og laotisk arkitektur med svungne teglstenstage. Klostre af teaktræ malet i dybrøde nuancer og sort dekoreret med en masse fine mønstre i guld samt forgyldte pagoder præger centrum. Bydelen ligger som den yderste del af en halvø der omkranses af to floder som mødes; Mekong og Nam Khan. Flere af de gamle huse er nu smagfuldt indrettet som hoteller og restauranter, holdt i den gamle stil. Tidligere boede kongen her indtil monarkiet blev afsat og man kan besøge kongefamiliens bolig, som nu er et udmærket museum.

Mange laotiske familier sender deres drengebørn i buddhistisk kloster i en periode. Her får de en uddannelse og kost og logi. En stor del vælger at tage til Luang Prabang, fordi byen har en vis størrelse og lang række klostre at vælge imellem, med rige traditioner, der løber langt tilbage i historien. Munkene lever af almisser som i resten af Sydøstasien, og må ingenting eje. Endnu før solopgang oplyses gaderne i centrum af munkenes karakteristiske orange klæder, når de spadserer gennem byen i lange lige rækker med deres madskåle fremstrakt. De lokale ligger på knæ langs fortovene og lægger ris og andre madvarer i madskålene, og opretholder på den måde den tætte forbindelse mellem lægfolk og buddhismens repræsentanter, som er så vigtig i disse lande.

Luang Prabang er et skønt sted bare at være. Jeg traskede rundt mellem byens mange caféer og spisesteder, nød at få croissanter og god kaffe på de franske caféer og spise fantastisk lokal mad som bøffel, klisterris og tang fra floderne. Man kan tilbringe timevis ved floderne og bare kigge ud på fiskerne og det brune vands rolige strømmen, eller tage en cykeltur uden for byen til landsbyer og besøge kunsthåndværkere, der arbejder med silkevævning, og fremstilling af lamper af det flotteste papir de fremstiller af bambus, morbærblade og forskellige blomster, de tørrer og presser ind i papirets struktur. Byens mange markeder trækker folk til dag som aften. Her møder man de mange håndværkere der sælger deres varer og gaderne omdannes samtidig til åbne køkkener hvor man sidder sammen på lange bænke og spiser nudelsuppe, grøn papayasalat, stegt and eller krydrede svinepølser og skyller efter med den nationale stolthed, beer lao.

Buddhisme og kommunisme under samme tag
Inden jeg krydsede grænsen fra Cambodia helt i syd og påbegyndte turen op gennem landet, havde jeg sat mig for at blive klogere på, hvordan en nation kan være både buddhistisk og kommunistisk på én gang, da det umiddelbart virker lidt selvmodsigende. Jeg stillede spørgsmålet til Andrew, en laotisk gift australier jeg mødte én af de første dage, da han har boet og arbejdet 10 år i landet. Andrew fortalte at laoterne er meget lidt kommunistiske, dertil er de alt for glade for penge. Opstår der en interessekonflikt mellem regeringen og de ledende munke, får munkene i de fleste tilfælde det sidste ord, og religion er således hævet over politik. Der er ifølge Andrew bare er tre leveregler, man skal indordne sig under, så lever man uden problemer i Laos. For det første må man aldrig kritisere regeringen, eller gøre skade på regeringens ejendom, dvs. noget i det offentlige rum, eller på anden måde vise utilfredshed med styret. Gør man til gengæld det, kommer man i store problemer, og de reagerer prompte. Han fortalte, at en mand han havde kendt, havde forarget politiet, og blev skudt ned på stedet på åben gade. Man må desuden ikke vise vrede, men sørge for at smile og nikke og bestikke politiet hvis de stopper én, så korruption lever i bedste velgående. Den sidste regel er ikke at man ikke må kysse og kramme offentligt, men den regel hører mere hjemme i buddhismen, som anser det for anstødeligt.
Så når man rejser rundt, glemmer man ofte, at man er i et kommunistisk land. For bare 10 år siden gik der meget militær rundt i gaderne men regeringen, som gerne vil tiltrække turister og deres penge, har indset at det ikke virker befordrende, og våben og militær er i dag gemt væk.

Laos er en del af ASEAN, Asiens svar på EU, og tager aktiv del i udviklingen af samarbejdet i denne region. Netop mens jeg rejste rundt, var Laos vært for en større ASEAN konference i den lille hovedstad Vientiane med bare 300.000 indbyggere. Landene diskuterede retningslinjerne for en ny handelsaftale a la den økonomiske union i EU, der fra 2015 skal gøre det lettere at handle over grænserne og åbne op for flere udenlandske investeringer landene imellem. Pt. er Kina landets absolut største handelspartner, og med den nye aftale vil kinesernes indflydelse ikke blive mindre. Kineserne har allerede investeret meget i den nordlige del af landet, hvor de har fået lov til at leje store landområder i 25 år. I øjeblikket rydder de kæmpe skovområder og anlægger enorme gummi- og bananplantager, og ansætter laoterne i plantagerne til en lav løn og sætter samtidig prisen på råvarerne. Jeg besøgte nogle af disse områder, og de lokale gummiplantagearbejdere fortalte af kiloprisen på gummi var faldet til en fjerdel i år, da produktionen nu er så stor, efter de mange nye plantager er blevet anlagt. Det skal blive spændende at følge landet i den nye fase de går ind i sammen med alle de andre ASEAN lande i nær fremtid.

Fra Laos er jeg rejst til Burma. Det er 3 år siden jeg var her for første gang, og der er sket en hel masse. Demokratiseringsprocessen efter militærdiktaturet er i fuld gang. Men Burma er også stadig Burma med daglige strømafbrydelser og store forsinkelser, som hører med til charmen ved en rejse i dette ”de gyldne pagoders land.”